Dit title tag er det vigtigste onsite optimeringsparameter. Har du kun tid til at gøre én ting på dit website, er det dit title tag du skal optimere. Dit title tag beskriver overfor Google, hvad en side handler om. Et title tag optræder på hver enkelt side på dit website. Består dit website altså af 10 sider, har de alle sammen et unikt title tag. Dvs. du gentager ikke det samme title tag for hver side på websiden. Det ville svare til at give hver artikel i en avis samme overskrift.
Det er i dit title tag, du eksempelvis skal placere det søgeudtrykket, som du mener, er vigtigst lige netop for denne side.
Hvor finder vi title tagget?
Du kan se dit title tag forskellige steder. Nedenfor gennemgår vi to muligheder for at se et title tag.
1)
Foretag en søgning i Google, evt. efter søgeordet “Vådliggerlagner”. Her finder du et link til virksomheden Leisner.dk. I Googles oversigt, kan du se titlen over linket. Dette er title tagget. Title tagget bliver altså vist i søgeresultaterne, når brugere søger efter et bestemt ord. Dette er én af årsagerne til, at title tagget er så vigtigt!
2)
Titel tagget finder du i din browser, når du holder musen hen over et faneblad. I eksemplet drejer det sig om det link vi så ovenfor.
Reglerne for et godt title tag
Der findes en masse regler for hvad der udgør et godt title tag. I det nedenstående gennemgår vi nogle af de allermest gænge regler, og forklarer med eksempler hvordan, vi blandt andet kan optimere title tags.
Det mest optimale format
Primære søgeord | Sekundære søgeord
Søg som udgangspunkt altid for at skrive det vigtigste søgeord først i dit title tag. Her er to eksempler på et dårligt title tag og et bedre title tag, med udgangspunkt i søgeordet Vådliggerlagner:
Dårlig: Her finder du Danmarks allerbedste vådliggerlagner!
Optimeret: Vådliggerlagner – find Danmarks allerbedste her!
Reglen ved title tag er, at du altid skal placere dit vigtigste søgeord først. Ønsker du således at optimere din webside efter søgeordet Brugte biler i Århus skal ordene placeres i denne rækkefølge i dit title tag. Skriver du eksempelvis Velkommen til vores webside i dit title tag, er du muligvis meget høflig, men du fortæller ikke Google, eller dine besøgende, meget om hvad der foregår på din webside. Særligt ikke, hvis du forhandler brugte biler i Århus!
Længen af et title tag
Eftersom der er begrænset plads til rådighed på et resultats oversigtsside, så er der også en naturlig begrænsning for et title tag. I foråret 2016 ændrede Google længden på resultaterne i resultatoversigten fra 512 pixels til 600 pixels. Ud over det, er den anbefalede længde for et title tag, hvis du vil være sikker på at holde dig indenfor de 600 pixels, nemlig kun 55 karakterer. Det vil i den sammenhæng sige, at du ikke må lave et title tag, der er længere end 55 tegn – inkl. mellemrum!
Title tag inspiration
Hvor mange anvender egentlig et bestemt søgeord i deres title tag? Og hvordan anvender andre websider et bestemt søgeord i deres title tag? Det kan nogle gange betalte sig, at søge inspiration, når man arbejder med title tags.
Når du arbejder med søgemaskineoptimering af dit title tag, kan det ofte være nyttigt at vide, hvilke andre websider har samme title tag, og hvordan disse websider er opbygget. Dette giver en god oversigt over hvilke websider, du måske konkurrerer imod.
Google har forskellige såkaldte søgeoperatorer. En af disse er søgeoperatoren allintitle. Ved at skrive allintitle: og en efterfølgende søgefrase, kan du efterfølgende se, hvilke andre sider der bruger samme ord i deres page title. Søgeordene behøver ikke optræde i den rækkefølge du angiver, men de indgår vilkårligt i selve titlen. Se eksemplet nedenfor: